Legal methodology for “dummies”

Da jeg for mange år siden på det erhvervssproglige grundstudium for første gang stiftede bekendtskab med juraen i form af faget “erhvervsret”, blev det hurtigt et af mine yndlingsfag, fordi det i virkeligheden drejer sig om menneskelig sameksistens. Jura er langt mere end blot love og paragraffer.

Det var derfor ganske naturligt, at juridiske oversættelser blev min foretrukne disciplin. Men ét er form (fx sprog), noget andet er indhold. Vi kaldte det realia i sin tid. Men både sprog og indhold udvikler sig hele tiden, og det er nærmest umuligt at følge med på alle områder, så da jeg fik chancen for at tage et Djøf kursus for ikke-jurister i “juridisk metode”, slog jeg til. Samtidig kunne jeg se, at målgruppen var personer, som arbejdede i den offentlige forvaltning – måske ikke det mest sexede, tænkte jeg og var faktisk lidt bange for, om det måske alligevel ville være for støvet.

Men jeg blev heldigvis glædeligt overrasket, for Professor Jens Evald viste sig at være en af den slags sjældne undervisere, som formåede både at have fuldstændig styr på teorier og fagtermer og at formidle stoffet, så det blev vedkommende og interessant for ikke-jurister. Han kunne uden tvivl have hægtet alle kursisterne af i første sving, men tog os i stedet for med på en rejse i juridisk metode, hvor stoffet blev serveret i mundrette bidder med passende vekslen mellem undervisning via slides og gruppearbejde med cases. Man skulle helst også have læst hans meget velskrevne bog “At tænke juridisk” på forhånd. Det havde jeg ikke helt nået, men nu har jeg læst den to gange, og den bliver helt sikkert et af mine faste opslagsværker. Jeg har derfor lyst til at dele lidt af det, jeg selv lærte på kurset.

Vi gennemgik vores retssystem og dets værdigrundlag, de forskellige retskilder, retspraksis, loves opbygning, hvordan man læser en dom samt alle de forskellige elementer, der indgår i bedømmelsen af en sag.

Naturligvis kendte de fleste af os noget til jura i forvejen, men det var lærerigt at få et overblik over alle de forskellige begreber og få sat dem i system – det var jeg i hvert fald meget glad for.

Vi lærte for eksempel, at grundloven er et udtryk for samfundets grundlæggende værdier, hvoraf en er retsbeskyttelsen, som (via straffeloven) sikrer, at der ikke kan pålægges en straf, medmindre der er hjemmel herfor i en lov, det såkaldte legalitetsprincip. Princippet er baseret på oplysningstidens menneskesyn. Loven skal beskytte individet over for staten. Retsstaten er baseret på love og regler, som alle forventes at følge, hvilket skaber en forudsigelighed, hvorved staten bliver retssikkerhedens garant. Den enkeltes retsstilling er klart fastlagt. Der er med andre ord forudberegnelighed.

Dette tager vi i vores del af verden nok som en selvfølge, men hvor styreformen er et diktatur eller autokrati, kan regenten straffe sine undersåtter efter forgodtbefindende, og borgere kan blive sat i fængsel uden rettergang. Der hersker vilkårlighed. I Tyskland har man af velkendte historiske grunde endda et udtryk for det modsatte af retsstaten, nemlig “der Unrechtsstaat”.

Vi lærte, at essensen i juridisk metode er at fastslå:

• Hvad er det retlige problem
• Hvad er retsgrundlaget (hvilken lov eller andre retskilder kan inddrages)
• Hvad er sagens konkrete omstændigheder
• Hvad er konklusionen

Det kan måske forekomme meget ligetil, men det var det sandelig ikke, da vi selv skulle i gang. Vi fik nogle cases, som var særlig interessante, fordi det var retssager fra det virkelige liv. Bagefter fik vi så at vide, hvordan udfaldet var blevet i virkeligheden.

Det interessante var jo især, at der aldrig kun var én mulig løsning. En dom er resultatet af en bedømmelse, som i sagens natur afhænger af, hvad dommerne lægger vægt på i den konkrete sag, og de er langtfra altid enige.

Inden vi skulle løse vores første opgave, var vi blevet belært om, at vi ikke blot skulle se på lovens ordlyd, men også på lovens formål og bemærkningerne til lovforslaget.

Vores første “sag” var en person, som var tiltalt for overtrædelse af lov om psykologer, fordi han markedsførte sig som dyrepsykolog, uagtet at han ikke havde nogen akademisk uddannelse overhovedet. Vi fik at vide, at han tjente penge på sit arbejde og at han helt bevidst kaldte sig “psykolog”, fordi det lød bedre end dyreterapeut eller lignende.

Vi skulle altså finde ud af, om det er i strid med lov om psykologer at kalde sig “dyrepsykolog”.

Vi blev delt op i flere hold bestående af “forsvarere” og “anklagere”.

Jeg var på anklagerholdet.

Mit hold fandt hurtigt frem til, at loven siger, at kun personer med en kandidateksamen i psykologi kan kalde sig psykologer (§21). Det var altså en beskyttet titel. Dette gjaldt, når personen brugte titlen i erhvervsmæssigt øjemed.

Vi havde lært, at hvis loven ikke siger noget konkret om problemstillingen, kan man inddrage bemærkningerne til lovforslaget. Heraf fremgik det, at bestemmelsen var et markedsføringsmæssigt forbud mod vildledning af offentligheden (markedsføringslovens § 2). Der var altså således mindst 2 love i spil. I bemærkningerne blev det uddybet, at forbuddet også gjaldt sammensætninger med psykolog, fx erhvervspsykolog. Hundepsykolog var dog ikke nævnt, men det tillagde vi ikke nogen videre betydning.

Vi på anklagerholdet følte os nu på sikker grund, selv om der vist var en enkelt, som satte spørgsmålstegn ved, om ikke forbuddet kun handlede om behandling af mennesker (§ 13), men modargumentet var, at det jo reelt er ejeren af hunden, der “opdrages”. Det er også ejeren, der betaler for psykologen.

Vi var nu overbeviste om, at vi havde fundet argumenterne for, at dyrepsykologen skulle kendes skyldig.

Så var det forsvarerholdets tur. De fremførte netop det argument, vi havde forkastet – nemlig at forbuddet kun gælder behandling af mennesker. Det fremgik indirekte af sammenhængen.

Det viste sig desværre for vores hold, at dommerne i den virkelige verden var kommet til samme konklusion, så “forsvarerne vandt sagen”.

Det var en meget spændende øvelse, som gjorde det klart for os, hvor vanskelig en opgave dommerne rent faktisk står over for, især hvor loven af en eller anden grund er uklar.

Undervisningen blev også krydret med interessante forklaringer på juridiske ords oprindelse. Vidste I for eksempel, at ordet “skøde” og “tilskøde” stammer fra dengang, sælger hældte lidt jord i købers frakkeskøde som håndslag på handlen?

Jeg kunne fortælle meget mere, for vi fik mange forskellige problemstillinger serveret, og jeg synes, at de alle var en udfordring, men det er jo også udfordringer, man lærer noget af, og personligt lærte jeg i hvert fald en hel masse, så jeg kan varmt anbefale kurset og bogen til “ikke-jurister” af alle slags.

Oplevelsen blev heller ikke ringere af, at kurset blev holdt i de meget smukke lokaler på Nimb med alt, hvad dertil hører.