Translatørbureauet Eunike Hansen

Folketinget vedtog i maj 2015, at translatørloven, og dermed translatørers beskikkelse, skulle afskaffes pr. 1.1.2016. Her i december 2015 er der endnu intet nyt system på plads, så tiden vil vise, hvordan borgere og virksomheder fremover skal få deres oversættelser bekræftet. Denne beslutning blev taget på trods af højlydte protester over en bred kam, og nedenfor ses min argumentation mod afskaffelsen.

 

Artikel i Weekendavisen den 21.11.2014 side 14:

Lost in translation. Erhvervsminister Henrik Sass-Larsens lovforslag om ophævelse af Lov om tolke og translatører er sendt i høring. Forslaget vil give en flaskedreng i Fakta mulighed for at kalde sig translatør, og det virker meget besynderligt.

Det bliver dyrere og dårligere

AF EUNIKE HANSEN

statsautoriseret translatør, København S

En autorisation eller en beskikkelse er et signal til potentielle brugere om, at personen har de fornødne kvalifikationer inden for sit fag og bringer brugere og leverandører sammen på en enkel og effektiv måde. Beskikkelsen giver brugerne tryghed og leverandørerne mulighed for at bruge deres lange uddannelse, som samfundet har været med til at finansiere.

Det ser ud til, at al fornuft nu bliver kastet overbord i et misforstået forsøg på at skabe vækst. I et samfund, som ellers bryster sig af viden og ekspertise, virker erhvervs- og vækstminister Henrik Sass-Larsens lovforslag om ophævelse af Lov om tolke og translatører, som netop er sendt i høring mildest talt besynderligt.

Den gældende lov indeholder en beskyttelse af titlen translatør. Efter at være blevet beskikket af Erhvervsstyrelsen kan en translatør foretage en juridisk gyldig – såkaldt translatørbekræftet – oversættelse. Translatøren bekræfter, at der er overensstemmelse mellem originalteksten og den oversatte tekst, noget som i sagens natur kun en ekspert i de pågældende sprog kan gøre. Loven giver virksomheder og offentlige myndigheder en effektiv mulighed for at få oversat og gyldighedsstemplet oversættelsen samme sted.

Ministeren mener i sit svar til de berørte organisationer i ramme alvor, at beskikkelsen blot er et udtryk for unødvendigt bureaukrati og konkurrenceforvridende, fordi den forhindrer personer uden beskikkelse i at bekræfte oversættelser af vigtige dokumenter. Mener ministeren virkelig, at beskikkelser blot er gummistempler? Mener han mon også, at revisorers og lægers autorisation er konkurrenceforvridende? Hvis beskikkelser ikke er noget værd, hvorfor har man så dem?

Han er forhåbentlig klar over, at beskikkelsen gives på baggrund af en specifik uddannelse og fastlagte kompetencer inden for et fag? Dette gælder i lige så høj grad translatører som læger. Og mon ikke de fleste af os ville betakke os for læger uden autorisation?

Og hvorfor synes ministeren ikke, at samfundet bør honorere, at personer tager en lang uddannelse ved udadtil at anerkende de erhvervede kvalifikationer?

Sat lidt på spidsen kan flaskedrengen i Fakta fremover kalde sig translatør, og så bliver det op til brugerne at skille fårene fra bukkene. Det bliver ikke nemt.

Og hvad værre er – det bliver sikkert også dyrere. Hvor man i dag ofte kan nøjes med et translatørstempel, skal brugerne fremover først finde og betale en kvalificeret oversætter for selve oversættelsen. Dernæst skal man finde en notar, der kan bekræfte oversætterens identitet. Det er i denne sammenhæng vigtigt at gøre sig klart, at notaren ikke kan have nogen kvalificeret mening om oversættelsens kvalitet, som kan vise sig at være meget ringe. Og endelig skal man have notarens påtegning legaliseret i Udenrigsministeriet.

Kvalificerede oversættere vil næppe reducere deres takster som følge af lovens bortfald. Der vil derfor ikke være dækning for honoraret til notaren, og under alle omstændigheder bliver der et forøget tidsforbrug, når man indskyder en ekstra arbejdsproces.

Og væksten og arbejdspladserne? Ja, mon ikke de flytter til udlandet? Det virker ikke særlig gennemtænkt. Så hvis Sass Larsens hensigt med forslaget virkelig har været at skabe vækst, kan man kun sige: »It’s back to the drawing board«.


 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det bliver dyrere og dårligere

 

 

 

 

 

AF EUNIKE HANSEN

 

 

 

 

 

statsautoriseret translatør, København S

 

 

 

 

 

 

 

En autorisation eller en beskikkelse er et signal til potentielle brugere om, at personen har de fornødne kvalifikationer inden for sit fag og bringer brugere og leverandører sammen på en enkel og effektiv måde. Beskikkelsen giver brugerne tryghed og leverandørerne mulighed for at bruge deres lange uddannelse, som samfundet har været med til at finansiere.

 

 

 

 

Det ser ud til, at al fornuft nu bliver kastet overbord i et misforstået forsøg på at skabe vækst. I et samfund, som ellers bryster sig af viden og ekspertise, virker erhvervs- og vækstminister Henrik Sass-Larsens lovforslag om ophævelse af Lov om tolke og translatører, som netop er sendt i høring mildest talt besynderligt.

 

 

 

 

 

 

Den gældende lov indeholder en beskyttelse af titlen translatør. Efter at være blevet beskikket af Erhvervsstyrelsen kan en translatør foretage en juridisk gyldig – såkaldt translatørbekræftet – oversættelse. Translatøren bekræfter, at der er overensstemmelse mellem originalteksten og den oversatte tekst, noget som i sagens natur kun en ekspert i de pågældende sprog kan gøre. Loven giver virksomheder og offentlige myndigheder en effektiv mulighed for at få oversat og gyldighedsstemplet oversættelsen samme sted.

 

 

 

 

Ministeren mener i sit svar til de berørte organisationer i ramme alvor, at beskikkelsen blot er et udtryk for unødvendigt bureaukrati og konkurrenceforvridende, fordi den forhindrer personer uden beskikkelse i at bekræfte oversættelser af vigtige dokumenter. Mener ministeren virkelig, at beskikkelser blot er gummistempler? Mener han mon også, at revisorers og lægers autorisation er konkurrenceforvridende? Hvis beskikkelser ikke er noget værd, hvorfor har man så dem?

 

 

 

 

 

 

Han er forhåbentlig klar over, at beskikkelsen gives på baggrund af en specifik uddannelse og fastlagte kompetencer inden for et fag? Dette gælder i lige så høj grad translatører som læger. Og mon ikke de fleste af os ville betakke os for læger uden autorisation?

 

 

 

Og hvorfor synes ministeren ikke, at samfundet bør honorere, at personer tager en lang uddannelse ved udadtil at anerkende de erhvervede kvalifikationer?

 

 

 

Sat lidt på spidsen kan flaskedrengen i Fakta fremover kalde sig translatør, og så bliver det op til brugerne at skille fårene fra bukkene. Det bliver ikke nemt.

 

 

 

Og hvad værre er – det bliver sikkert også dyrere. Hvor man i dag ofte kan nøjes med et translatørstempel, skal brugerne fremover først finde og betale en kvalificeret oversætter for selve oversættelsen. Dernæst skal man finde en notar, der kan bekræfte oversætterens identitet. Det er i denne sammenhæng vigtigt at gøre sig klart, at notaren ikke kan have nogen kvalificeret mening om oversættelsens kvalitet, som kan vise sig at være meget ringe. Og endelig skal man have notarens påtegning legaliseret i Udenrigsministeriet.

 

 

 

Kvalificerede oversættere vil næppe reducere deres takster som følge af lovens bortfald. Der vil derfor ikke være dækning for honoraret til notaren, og under alle omstændigheder bliver der et forøget tidsforbrug, når man indskyder en ekstra arbejdsproces.

 

 

 

Og væksten og arbejdspladserne? Ja, mon ikke de flytter til udlandet? Det virker ikke særlig gennemtænkt. Så hvis Sass Larsens hensigt med forslaget virkelig har været at skabe vækst, kan man kun sige: »It’s back to the drawing board«.

 

 

 

 

På forhånd tak for din støtte!

Min ekspertise er din